Flere ambitiøse unge tager på efterskole

Nye venner, tid på egen hånd væk hjemmefra, natterend, videoaftener og tid til at finde ud af, hvad man vil. Det er måske nogle af de ting man kommer til at tænke på, når snakken falder på efterskole. Det faglige har ikke været så meget i fokus, men en ny tendens tyder på, at flere og flere unge er ambitiøse, når de vælger efterskole.

 

For mange unge har den faglige profil i dag afgørende betydning for, hvilken efterskole de vælger. De unge er hurtigere til at spore sig ind på, hvad de vil. Og de benytter efterskolen til at afprøve fagene og få kompetencer, der kan hjælpe dem frem efterfølgende.

 

Efterskoletiden er meget personligt udviklende, og det ved de unge godt. De glæder sig til at prøve at stå mere på egne ben. Men de er også mere optaget af det faglige indhold end tidligere, hvor det måske især var forældrene, der forholdt sig til det faglige udbytte.

 

Naturfag og internationalt udsyn

En ny tendens er, at efterskoler med naturvidenskabelige fag er begyndt at få vind i sejlene. Naturfag har længe lidt en skæbne af at være nørdet og kedeligt. Men det ser ud som om at interessen er stigende – måske i takt med at behovet stiger i erhvervslivet og de unge er blevet mere opmærksomme på, hvilke jobmuligheder der er, når de en dag er færdiguddannede.

 

En anden tendens er en stigende interesse for efterskoler med internationalt aspekt. Undervisning på engelsk og mulighed for at rejse ud i verden og møde andre kulturer bliver mere og mere populært. De unge ser på verden med mere åbne øjne end forældregenererationen, og flere drømmer om at læse videre i udlandet.

 

Med en international efterskole bliver det lettere at kvalificere sig til at begå sig i en verden, der bliver mindre og mindre: Shanghai er kun en overnatning i flyet væk. Og Cambridge ligger lige rundt om hjørnet. Nogle efterskoler giver endda mulighed for nogle helt særlige rejser eller Exchange ophold, hvor de unge kan bo hos efterskoleelever i USA eller Asien.

 

Målrettet eller i tvivl?

Kan du genkende dit eget barn i artiklen? Eller ved han/hun ikke helt endnu, hvilken retning de gerne vil i efter folkeskolen? Så er efterskolen et godt sted at prøve sig selv af. Det gælder også hvis dit barn ikke nødvendigvis føler sig super målrettet og fagligt ambitiøs.

 

På efterskolen er der både plads til de målrettede og til dem, der lige skal bruge et år til at lære sig selv at kende og give tid til at fremtidsdrømmene vokser sig stærke. Uanset ambitionsniveauet er det sundt at komme væk hjemmefra, hygge med videoaftener og få nye venskaber baseret på efterskolens særlige sammenhold.

powered by Typeform